|
Forumteater blev i 1960’erne opfundet og udviklet af den brasilianske teaterpædagog Augusto Boal, og har sine oprindelige rødder i det sydamerikanske folks kamp mod undertrykkelse. Det er derfor også kendt under navnet "De Undertryktes Teater". Boal’s arbejde, som oprindeligt er inspireret af den pædagogiske forsker Paulo Freire, er nu kendt og brugt i mange varianter og former over hele verden. Boal selv er stadig aktiv – se på hjemmesiden Theatre of the Oppressed.
Forumteater er en teaterform, hvor publikum kan give forslag til handlinger og replikker, og dermed ændre på den viste historie. Tilskuerne kan standse et forløb og selv gå på scenen. Så de kan udskifte en person, og gå op på scenen og prøve deres egne forslag og idéer af. Tanken er, at de dermed kan opleve, at de kan reflektere og handle sig ud af situationer, hvor problemer, konflikter og udfordringer ellers vil være uløste.
Konkret producerer man et teaterstykke, hvor hovedpersonen møder/oplever problemer, som har relevans for både ham selv - og formentligt også for tilskuerne. En forestilling omfatter flere opførelser af samme stykke. Efter at stykket er vist første gang, opfordres tilskuerne til aktivt at deltage i at afprøve forskellige løsninger i de efterfølgende opførelser. Hvis de ikke skifter roller/personer ud, ændrer virkeligheden sig heller ikke.
Forumteater er således en dramaform og -metode, som er et redskab for brugerne til at opdage og erkende dagligdags situationer, som føles problematiske eller uoverskuelige - og efterfølgende se muligheden for at reflektere og handle sig ud af dem. Forumteatret køres af skuespillere og en joker, en slags spilleder.
|